

Dronning Margrethes Eg i Fåborg
Da Dronning Margrethe den 16. april 1990 fyldte 50 år, indbød Plant et Træ samtlige kommuner til at plante Dronning Margrethes Eg. Stort set alle deltog, og mange steder har man siden da opsat mindesten eller mindeplader ved træet, så man kan se, hvem denne specielle eg er plantet til ære for.

Kronprins Frederiks Eg i Fredensborg
Da Kronprinsen havde været protektor for Plant et Træ i 15 år, ville man hædre ham med en smuk buket blomster, men da det kom til stykket ændrede Plant et Træ blomsterbuketten til en "buket" egetræer, som blev udsendt til samtlige kommuner, så man i hver kommune kunne plante Kronprins Frederiks Eg. Vi ansøgte bl.a OAK Foundation i Schweiz om støtte til dette arrangement. Da svaret kom, havde familien Parker, der står for OAK Foundation, besluttet, at de ville betale alle omkostninger ved denne plantning.